Et rugbrød
Selv om indkøb til husholdning aldrig har været min stærke side, sagde jeg beredvilligt ja, da min kone spurgte mig, om jeg ville huske at købe rugbrød med hjem fra bageren.
"Hvad skulle der være," spurgte en sød ung bagerpige bag disken, da jeg stod i bagerbutikken.
"Rugbrød," sagde jeg kort, med en klar intention om, at det her skulle gå hurtigt.
"I skiver?" Spurgte bagerpigen.
Der stod jeg. Jeg kunne have sagt mig selv, at jeg ikke bare kan gå ind i en bagerbutik og sige rugbrød, og så få et rugbrød i hånden.
"Tja", sagde jeg, "det ved jeg faktisk ikke. Må jeg lige ringe hjem og spørge." Ekspeditricen nikkede med et lidt opgivende blik, og jeg fiskede mobilen frem, klappede den op, valgte "Speed dial" og ringede konen op.
"Det er mig", sagde jeg, da min kone svarede i den anden ende af linjen. "Det der rugbrød, øh, skal det være i skiver." "Selvfølgelig ikke," sagde min kone, "Vi får da aldrig rugbrød i skiver. Det bliver tørt." "Det rugbrød, du sætter ind på bordet foran mig, er i det mindste altid i skiver." indvendte jeg, hvorefter jeg lagde røret på.
"Det skal ikke være i skiver," fortalte jeg lidt forlegen bagerpigen. "Hvor stort?" spurgte hun videre, "Et helt, eller et halvt."
Der havde hun mig igen. Jeg kastede et hjælpeløst blik på de omkringstående kunder, men her var der jo selvfølgelig ingen hjælp at hente.
"Jeg kommer nok til at ringe hjem igen," mumlede jeg og klappede igen mobilen op. Min kone sagde hallo.
"Det er mig igen. Skal det være et helt eller et halvt rugbrød." "Et halvt, og hvis de kun har et helt, så bed dem skære det over, Hvad skulle vi dog stille op med et helt rugbrød, menneske."
Jeg klappede atter mobilen sammen. "Et halvt rugbrød," sagde jeg med et stolt blik rettet imod kredsen af kunder. Jeg havde løst min opgave og havde ret til at være en smule stolt.
"Lyst eller mørkt rugbrød, hr.?" Spurgte hun nu. "Hvabehar," sagde jeg og tabte fatningen, ja hele lampen og blev atter usikker som en skoledreng der var taget i at ryge ude bag skoletoilettet.
"Skal Deres halve rugbrød være lyst eller mørkt?" Jeg stod der uden at kunne svare.
"Ring hjem til konen og spørg," kom det sarkastisk fra en lille tyk mand, der stod nede bagved.
Jeg ringede hjem. "Nu det der kvarte rugbrød," sagde jeg, da min kone med træt stemme sagde hallo, "Skal det være lyst eller mørkt?" "Jamen menneske, du ved da udmærket godt, at vi spiser lyst rugbrød og husk det skal være et halvt og ikke et kvart," hørte jeg min kone sige med den der opgivende tone, der plejer at være fulgt af et himlende blik.
"Jeg har altså aldrig tænkt over farvenuancer og den slags på det rugbrød jeg spiser," retfærdiggjorde jeg mig og stoppede telefonen i lommen igen.
Jeg var ved at blive en smule irriteret. "Det skal være lyst, et halvt lyst rugbrød," sagde jeg til bagerpigen og rodede nogle småpenge frem.
"Halvsigtet!" Kom det nu fra bagerpigen. "Nej, lyst, for himlens skyld. Lyst rugbrød ellers bliver jeg sendt tilbage for at få det byttet." Svarede jeg med et anstrøg af desperation i stemmen.
Bagerpigen så mig dybt i øjnene. "Lyst og halvsigtet er altså det samme," oplyste hun kort. "Er du sikker på det?" Mumlede jeg tvivlende. Jeg var ikke glad ved den vending sagen havde taget. Rådvild så jeg mod de andre utålmodige og ventende kunder bag mig.
"Det er rigtigt nok," lød det i kor fra alle dem der stod der og ventede, "Lyst og halvsigtet er det samme. Ring hellere hjem og få det bekræftet," kom det spottende fra den lille tykke mand nede bagved. Han irriterede mig. Jeg kunne have knaldet ham en lagkage fra montren lige i synet.
"Friskbagt eller skal det have sat sig?" Kom det nu fra bagerpigen Det gav et sæt i mig.
"Friskbagt," røg det hurtigt ud ad munden på mig.
Der blev stille helt i butikken. "Friskbagt," gentog jeg fasthed i stemmen og fastholdt bagerpigens blik.
Folk bagved begyndte at mumle til hinanden. "Hvor ved du det fra?" Spurgte de så i kor. "Det kan da være revnende ligegyldig, hvor friskt det er." Sagde jeg ironisk. "Et rugbrød er vel et rugbrød."
"Tør du fastholde det, når du kommer hjem," kom det fra den lille tykke mand.
Resolut greb jeg telefonen og ringede hjem. "Det skal være friskbagt," lød min kones stemme træt, før jeg fik sagt et ord. Forbløffet klappede jeg atter mobilen sammen.
Jeg stod og sundede mig lidt og triumferende lod jeg blikket løbe hen over flokken af ventende kunder. Så betalte jeg, og fik "Det friskbagte, halve lyse/halvsigtede, ikke skiveskårne rugbrød" i hånden.
Da jeg kom hjem, følte jeg virkeligt, at jeg havde præsteret lidt af en bedrift, men min kone så opgivende på mig og spurgte: "Hvad fa'n vil du gøre, hvis du skulle købe alt ind hver dag?" Jeg ville til at sige noget, men åbnede kun munden halvt op. Der kom ikke en lyd ud, jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige.
nils højsager-jessen 2018