Om mig

Nils,

det er en ham, der altid har været fascineret af det skrevne ord og kan lide det at læse en god gammeldags papirbog. Han er nysgerrig og ikke bange for at prøve nyt - eller for den sags skyld prøve sig selv af. 

Han bruger meget tid på både at læse / skrive og har hele tiden flere ting i gang. Han er altid klar til at hjælpe andre og er nok en af de mennesker man kalder: "Tordenskjolds soldater". 

Han er bosiddende i Sønderborg og nært knyttet til lokalområdet.

Hans alder er 64 år - snart 65, er gift på 35. år og har en voksen søn, det følger i hans fodspor som lærer.

Han har haft et langt og omskifteligt liv, med mange og mangeartede oplevelser:

  • Vokset op i en traditionel familie med to brødre, en kærlig mor og en far med lidt for tydelig tendens til at drikke "lidt" for meget og i den anledning være voldelig uden at det var ekstremt. I ædru tilstand var han oftest en god og kærlig far.
  • Folkeskole i Sønderborg - Sønderskov Skolen
  • Efterskole på "Kongeådalens Efterskole"
  • Realeksamen i Sønderborg i sommeren 1974 - Kløvermark Skolen
  • Ansat som styrmands aspirant ved A. P. Møller
  • Søfartsskole i Sønderborg (den gamle på havnen)
  • Skoleskibet Danmark som styrmands aspirant ved A. P. Møller
  • Sejlet 2 år ved rederiet A. P. Møller på forskellige skibe som styrmands aspirant ved A. P. Møller (plejer at sige at jeg har sejlet i alle andre verdensdele end Sydamerika)
  • Navigationsskole i Marstal som styrmands aspirant ved A. P. Møller
  • Færdselsuheld, der smadrede højre ben og stoppede karrieren ved A. P. Møller
  • Uddannelse til byggeteknikker herunder praktiktid som håndværker og forskallingstømrer
  • 10 år som planlægger og driftsleder ved ISS
  • 10 år som inspektør ved en boligforeningen SAB
  • Forretningsfører i Gråsten boligforening i en kort periode
  • Værkfører indenfor industrien
  • Lagerchef og produktionsleder indenfor industrien
  • Folkeskolelærer i 10 år ved Hørup Centralskole

Uddrag fra artikkel fra ugevisen Sønderborg

Forfatterens liv gik ikke lige efter bogen

Nils Højsager-Jessen drømte om at blive kaptajn på et skib. Men en våd aften i byen i Sønderborg og en efterfølgende tur på en Vespa gjorde, at han måtte tage en anden vej. Da han senere i livet mistede det ene af sine to børn, begyndte han at skrive.

Hvis alt var gået efter bogen for forfatteren Nils Højsager-Jessen, så havde han i dag været kaptajn på vej på pension. Han gik nemlig på Søfartsskolen i Sønderborg og Navigationsskolen i Marstal og sejlede med Skoleskibet Danmark. Drømmen var at blive kaptajn, og det lykkedes at få ansættelse hos A.P. Møller.

Som bare 19-årig hoppede han i en taxa til Rotterdam og påmønstrede containerskibet Mathilde Maersk - og så begyndte turene rundt på verdenshavene. Når man i dag beder den 64-årige sønderborger remse de lande op, han har besøgt, svarer han sædvanligvis: Jeg har ikke været i Sydamerika.

Livet på havene og opholdene i fjerntliggende havne var lige noget for den unge sønderborger, der er født i Haderslev, men kom til Sønderborg allerede som fem-årig. På turene lærte han andre kulturer at kende, og han fik oplevelser for livet. Når vi spørger, om det passer, at en sømand har en kæreste i hver havn, svarer han med et grin: Ikke i hver havn.

Talte om at sætte ben af

Nils Højsager-Jessen mente for omkring 40 år siden, da han var hjemme på ferie i Sønderborg, at han havde godt styr på livet, og at fremtiden for ham lå på verdenshavene. Men sådan gik det ikke. Slet ikke. En aften i Sønderborgs natteliv fik han for meget at drikke, det regnede kraftigt, og da han kørte hjem på en Vespa scooter, kom han på tæt på en parkeret bil.

Lægerne sagde, at mit ben var knust, det kan man vist godt sige, når der er 13 brud. De talte også om, at benet måtte sættes af.

Det lykkedes dog at få benet til at gro sammen, men tiden på verdenshavene var slut, og kæresten smuttede også. På det tidspunkt var Nils Højsager-Jessen sådan lidt spaltet - for han var naturligvis glad for, at det lykkedes at beholde benet, men han måtte jo sige farvel til drømmen om at blive kaptajn.

En ny vej

Det nagede den tidligere sømand at gå hjemme uden at lave noget, og så valgte han jobmæssigt at gå en helt anden vej. Han gik i gang med en uddannelse som byggetekniker. Job som driftsleder og planlægger hos ISS fulgte, det samme gjorde en skilsmisse. Men senere mødte Nils Højsager-Jessen sin nuværende hustru, og parret fik to børn - en søn og en datter.

Tilværelsen som selvstændig blev afprøvet i Sønderborg Ejendomsservice. Da firmaet kørte bedst, var der seks til syv ansatte. Men så kom de dårlige tider- alle skulle spare - og chefen valgte at lukke firmaet i tide, så de små kreditorer fik, hvad de havde til gode.

Nils Højsager-Jessen fik hurtigt job som inspektør i Sønderborg Andelsboligforening, han blev forretningsfører for boligforeningen i Gråsten, teamleder på JF Fabrikken og værkfører på Attec. Efter finanskrise og et kunstigt knæ, fik han arbejde som underviser på Hørup Centralskole - det har han stadig. Det er tydeligt, at den tidligere sømand er i det rette element, når han lærer specialklassens børn sløjd.

Mistede datter

Nils Højsager-Jessen troede i mange år, at Vespa-ulykken var det værste, han skulle opleve i sit liv. Men skæbnen ville det anderledes. Efter længere tids psykisk sygdom mistede han og hustruen deres datter. Det er noget, den 64-årige mand har meget vanskeligt ved at tale om, men han vil godt sige, at det var datterens død, som fik ham til at skrive. Han siger selv, at digte er "følelser på papir", og han fik - allerede kort efter datterens død - på en eller anden måde afløb for sin sorg, når han skrev.

Det er ni år siden, datteren døde som 30-årig, men skriveriet er blevet ved - og ved. Når først Nils Højsager-Jessen kommer i gang ved tastaturet, kan han slet ikke stoppe igen. De fleste skriverier ligger i skufferne på bopælen i Sønderborg, men forfatteren har tidligere udgivet lyrik og er nu bogaktuel med spændingsromanen "Det italienske arkiv".

Hovedpersonen er lejemorderen Robert Svenson, der bor i Schweiz. Han får til opgave at myrde en mafia-leder i Abruzzo-regionen. Læseren tages med hele vejen fra planlægnings-fasen til udførelsen af drabet, der får blodige konsekvenser både inden for og uden for Europa. I bogen beskrives brutale mafiametoder - korruption, afpresning, vold og trusler - og læseren får lov at følge optrevlingen af det kriminelle netværk.

"Det italienske arkiv" har en selvstændig slutning - alligevel siger Nils Højsager-Jessen til ugeavisen, at der lægges op til en efterfølger. Personerne i bogen er alle opdigtede - men forfatteren siger også, at man næsten ikke kan skabe karakterer uden at hente noget fra sig selv og andre.

Uddrag fra bogen: Pludselig så hun sin mand synke langsomt sammen. De var næsten som om benene under ham blev bløde som gelé. Hans hånd hang ud over kanten til poolen og lå der og skvulpede i vandet, næsten som om han rakte ud efter badebolden, der flød rundt tæt på kanten.

Nils Højsager-Jessens litterære forbilleder er Jussi Adler-Olsen, Wilbur Smith, Kenn Follett, Dan Turéll og Michael Strunge.

Uddrag fra artikel i JV Sønderborg: 

Den 64-årige Nils Højsager-Jessen har i flere år taget tilløb til at udgive en spændingsroman med titlen "Det italienske arkiv". Nu er den der med udgivelse den 21. juni 2021.

- Jeg har haft skelettet til romanen i længere tid og er fascineret af Italien, fortæller Nils Højsager-Jessen, mens han bladrer i sine manuskript papirer.

Læserne følger meget tæt lejemorderen Roberts vej fra første kontakt fra en af fremstående italiensk forretningsmand, der er tæt knyttet til den italienske mafia sine mellemmænd over den minutiøse planlægning og frem til mordet på en.

Uden at afsløre for meget, kommer læseren på tæt hold af de mange følgevirkninger mordet medfører og bliver draget ind i et spil om hævn, samt mafiaens beskyttelse af deres forretningsområder mod den aggressive russiske mafia. Et spil, der omfatter den organiserede kriminalitets indflydelse på bedrageri med EU-midler, smugling af flygtninge og narkotika. Til sidst ender dette forbryderiske spil i et ekstremt voldsomt opgør mellem den italienske- og den russiske mafia.

Nils Højsager-Jessen siger, at målgruppen er den voksne befolkning i alderen fra 18 til 70 år.

Fokus på spænding

- Fokus er på spænding og god underholdning, der samtidig har elementer, der er genkendelige fra nyhedsudsendelser i tv, radio og dokumentarer, siger han og tilføjer:

- Sekundært er målgruppen de mennesker, der føler et lille gys ved voldsomme uoverensstemmelser mellem den organiserede kriminalitet indbyrdes med politimyndigheder - lidt "Godfather" eller "Soprano" målgruppen.

Nils Højsager-Jessen har altid været drevet af humanisme og menneskerettigheder. Han har hele livet beskæftiget sig med mennesker i offentlige virksomheder og i det private erhvervsliv. Han har tidligere udgivet lyrik og digte.

- I store træk er jeg en person, der altid har været fascineret af det skrevne ord og kan lide at læse en god gammeldags papirbog. Jeg bruger meget tid på at skrive og har hele tiden flere ting i gang, siger Nils Højsager-Jessen, der har den litterære åre efter sin mor.

Han tror, at det var en tragedie i familien, der startede hans "skriverier". Familien mistede en datter i en alder af 28 år.

Folkeskolelærer

- Det var en form for selv terapi, mener Nils Højsager-Jessen, der har fået mere tid til at læse og skrive. Han er gået delvis på efterløn og arbejder 20 procent som folkeskolelærer på Hørup Centralskole i forhold til tidligere. Her har han været i ti år.

Han kom med sine forældre fra Haderslev til Sønderborg som femårig. Han gik først på Sønderskovskolen, og betegner sig selv som lidt af en rod. Han ændrede sig menneskeligt på en efterskole og sluttede på Kløvermarkskolen med realeksamen i sommeren 1974.

Nils Højsager-Jessen har aldrig været bange for at tage fat, og som knægt efter skoletid hjalp han til i sin fars malermester firma - Hans Jørgen Jessen i Sønderborg - med at gøre malespande rene, dampe vægge af og lime vægge. Der var så meget arbejde, at han "ansatte" flere kammerater til at hjælpe.

Han kom derefter på søfartsskole og tog ud at sejle som 17-årig. Niels Højsager-Jessen har sejlet med Skoleskibet Danmark som styrmands aspirant og sejlede i to år ved rederiet A. P. Møller, inden et færdselsuheld på motorcykel stoppede karrieren ved A. P. Møller.

Knuste højre ben

- Jeg fik knust højre ben og har efterfølgende fået skiftet begge knæ, fortæller han. Det har han mén af den dag i dag.

I stedet uddannede han sig til byggeteknikker, var i ti år planlægger og driftsleder ved ISS, var ti år inspektør ved en større boligforening, værkfører, lagerchef og produktionsleder indenfor industrien og senest folkeskolelærer.

- Jeg er spændt på, hvordan min roman bliver modtaget, siger Nils Højsager-Jessen, der føler sig ung af sind trods sine 64 år.

- Mentalt er jeg stadig den ukuelige og glade dreng.

Han forestiller sig, at ville tage ud og fortæller om sin debutroman, der efter planen lægger op til en række "follow up" romaner.

Nils Højsager-Jessen bruger mange weekender og ferie i familiens sommerhus ved Drejet på Kegnæs-siden sammen med sin kone Helle, der fortsat er aktiv med arbejde i et bofællesskab. Sønnen Jonas på 30 år følger i sin fars fodspor som lærer.

Foruden at læse og skrive i sommerhuset er Nils Højsager-Jessen en passioneret lystfisker og er aktiv i lystfiskerforeninger i lokal-området.

Det italienske arkiv

  • Nils Højsager-Jessen forestiller sig, at bogen skal være paperback og have b-format (125 x 200).
  • Papir bogen er på omkring 348 sider
  • Baggrunden er, at denne roman gerne skulle være den første bog i en serie af bøger med det samme persongalleri - bortset fra de døde.
  • Bogen lægger op til at følge flere af personerne i mulige "Follow up" romaner. Titlerne kunne være:
    • Den amerikanske forbindelse
    • Den italienske svøbe
    • Det europæiske sværd
    • Det russiske hævntogt